Avisartikel: Bulldozer på fire muskuløse ben

14. juli 2010


Odense: Han går direkte på mig i et tungt udfald. Der er inerti og opskud i ham som i en havkrydser. Massiv muskelkraft, et grimt grisegab og savlende mundvige. Mundkurven skulle være en garanti for, at mødet med Ludvig ikke ender i et besøg på skadestuen og en opfriskning af min stivkrampevaccine.

– Han skal lige se folk an. Sådan 5-10 minutter, så slapper han af, beroliger Heidi Hansen, der har sin kleppert af en amerikansk staffordshire terrier solidt forankret omkring sin højre arm i en fed nylonrem.

“Hvis man ikke var klar over, at Heidi har styr på sin gevaldige makker, så har man mest lyst til at aflyse interviewet og trække sig respektfuldt tilbage.”

Han udstøder nogle skræmmende lyde – en blanding af hyl, gøen og knurren, og hvis man ikke var klar over, at Heidi har styr på sin gevaldige makker, så har man mest lyst til at aflyse interviewet og trække sig respektfuldt tilbage.

Men nu har jeg en håndfuld godbidder i lommen, og mon ikke det kunne være en farbar vej at bestikke bæstet. Tilbyde den alternativer til mit eget kød og blod.

Hit med sagerne
Jo, det er en god idé, som Ludvig straks opfatter. Flink mand, mums, han har mere i lommen, hit med det.

Idéen er så god, at han får en godmodig bersærkergang og bare skal have de der små knasere fra vestelommen. Igen og igen støder han frem, snasker, slikker, skubber og maser. Totalt ivrig og svær at få ro på.

Men farlig, sådan virker han ikke mere. Bare bruskende ivrig og tændt, og Heidis helt afgørende pointe med sin bodybuilder af en hund, synker ind.

– Alle kalder ham en kamphund. Han er en muskelhund. Det er rigtigt, at de i visse kredse misbruger hundene og holder dem som en slags våben. Men en kamphund ved ikke, at den er en kamphund, før dens ejer han lært den det, siger hun.


Har du noget imod at han får mundkurven af….?
– najjjhh…
– Fint , han kan også bedre lide og ha gabet og tænderne fri. Det er en del af hans natur,og hvis man forhindre det, bliver han faktisk stresset siger hun..
Faktisk falder han lidt ned og fokuserer ikke så meget på at være på vagt. Han acceptere min tilstædeværelse.
– Ja det virker faktisk som om han kan lide mig, og det bliver senere gensidig. Men ikke lige med det samme. Sådan en brutalis adoptere man ikke så hurtig og smertefrit som en Paris Hilton hund.
– Vil du holde ham?
– O.K.

Flexline dur ikke
Han trækker solidt i sin sele, og hvorfor jeg kommer til at tænke på traktortræk og stærkmandskonkurrencer med lastbiler på slæb.
Vejen er frem, hoved er højt, han er opmærksom og scanner Kongens have for oplevelser – og andre hunde.
De har hans store interesse, og når han er i snor, er interessen – især overfor andre hanhunde – knapt så positiv, som når han løber løs i sandhus – hundeskoven.
Et par af byens suspekte sjæle med en mere spinkel amstaff for enden af en flex-line er overorentelig interesant og på afstand er der skarp kontakt.

– Jeg fatter så ikke, at de har en tynd line til deres hund. Den kan springe sig fri i et ryk, siger Heidi Hansen.
Selv kunne hun ikke drømme om, at udstyret til hendes muskelbundt ikke skulle være det optimale.
Jeg bruger en tre- fire timer om dagen på at beskæftige ham og dressere. Det er nogen gange op ad bakke, fordi amstaffen har et dårlig ry blandt folk. De er bange for ham, ældre damer hiver deres gravhund op på armen og skriger når de ser os, og folk går bare udeom os i en stor bue.
– det er jo lige til at gøre en hund skør i bolden. Det bliver hellere ikke bedre at han for et lille års tid siden blev overfaldet, af nogen idioter ude for en tankstation, hvor han stod bundet fortæller Heidi Hansen.
– de ville have fat i ham og forsøgte og tage snoren. det protesterede han mod, og så blev han sparket og slået. Det sætter sig i sådan ung hund fortæller hun.


Fascination
Det er oplevelser, som hun qua sit job som hundeindstuktør og adfærdsbehandler ved sætter sig dybt i hundens bevisthed.
Og hvis hunden som hvalp bliver overfaldet af andre hunde, og måske bidt slemt får den også ar på sjælen og kan reagere negavtivt på kontakt til andre hunde.
I løbet af halvanden time, er Ludvig og jeg i selvskab med hinanden, bliver vi nærmest best buddies.
Han slapper helt af og er vild med at blive nusset og klasket over det meste af kroppen. Han er robust nok til at blive hevet og flået i, og det er umuligt at få andet end en logrende hale ud af provokationerne. Han er kvik, kærlig og kæk, og man forstår Heidis fascination.

For hende er han ikke en blodtørstig krabat, der er sat i verden for at slås med alt og alle. Han er bare et bundt af proteinbrød med massere af indbagt hund.
Ikke en kamphund men en muskelhund. Bæstet i enden af hundesnoren, er ikke muskelhunden men ejeren i den anden ende som ikke har forstand på at have hund.
det skal man havde for at ha disse amstaff’ere siger hun.
Vi siger farvel på banegårdspladsen. Heidi giver hånd, Ludvig giver pote og han kan ikke slippe mig med øjnene. Vi er jo blevet venner.
Noget af artiklen kan findes her

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar