Stop en stalker.

18. marts 2014

At true eller bede en stalker om at stoppe er kun benzin på bålet for ham. Det er nemlig ligegyldigt, om han får negativ respons fra dig – det er selve din reaktion, han tænder på. (tro mig det sandt, desværre)

– En stalker lever i en opdigtet og indbildt verden. Han er besat af forestillingen om, at lige netop du er kvinden i hans liv – eller han føler at du har trådt så meget på ham, at du nu skal bøde for det. Og det er chikanen og forfølgelsen af sit offer, der giver en stalkers liv indhold. Derfor er han også – næsten – umulig at slippe af med. (6 år!! 6 år har jeg levet med en!)

– Stalking var tidligere et fænomen, man forbandt med kendte mennesker. F.eks. studieværter og filmstjerner, som blev forfulgt af en fan. Men det er i lige så høj grad alm. mennesker som udsættes for stalking. Og den nye medieverden med Facebook, Twitter og andre muligheder for at „overvåge” og skabe kontakt via internettet har gjort det meget lettere for stalkeren at hægte sig på sit offer. Han kan så let google dit navn og finde din adresse og dit telefonnummer. Eller han kan følge med, hvis dit navn indgår i sammenhænge, som offentliggøres på nettet, f.eks. ting på dit job, eller ting du er tagget i på offentlige profiler, dating profiler – u name it, en stalker finder det!

Du har ret til at takke nej
I nogle tilfælde har stalkeren og ofret haft en forbindelse til sit offer. Han kan være en ekspartner. Eller kollega eller kunde, man har mødt via sit arbejde. Men det kan også være en mand, der falder for ét eller andet ved lige præcis dig, mens du står i kassekøen i Kvickly. Eller ham, der ser din profil på Facebook eller en datingside, eller i et tv program.
Pointen er, at uanset om du har haft et kærlighedsforhold til en mand eller aldrig  har mødt ham, så har du ret til at takke nej til at have kontakt!
Bliver han ved, så det ham der overtræder din grænse og det skal man ikke finde sig i!

Stalkingen er i begyndelsen typisk  sms’er, e-mails, breve eller gaver på din bopæl – ofte med et indhold, hvor stalkeren gør opmærksom på, at han holder øje med dig – og din familie, og f.eks. skriver: „Jeg kunne godt lide din tøjstil i dag”, eller „flot hund” Og jo mere du afviser ham, jo mere aggressiv bliver chikanen!

Et godt råd er;
– Du skal først og fremmest undgå alt kontakt fra din side. Du må ikke svare på sms’er eller e-mails, men du skal gemme dem som beviser. Lad være med se ham i øjnene eller at tale til ham på gaden, selv om han står og venter på dig. Ser du ham så sørg for at finde nogen at gå sammen med, gå ind i en butik eller vend om og gå tilbage hvor du kom fra.
For det er selve kontakten med dig, der driver ham. Det er faktisk ligegyldigt, om han får positiv eller negativ respons fra dig. For ham er al respons lig med, at I har kontakt– og det er den, der driver ham.

Gem al dokumentation
– Du skal også indsamle alle beviser på, at han chikanerer og forfølger dig. Det er lidt den omvendte verden, det er offer som skal skaffe beviser til politiet.
Og du skal derefter gå til politiet og få et tilhold, så han kan straffes, når han fortsætter med at opsøge dig.
Faktisk ser man også indimellem, at stalkeren forsøger at vende sagen mod kvinden og i stedet anklager hende for at chikanere ham. Nogle gange med held, fordi kvinden efterhånden er så psykisk nedbrudt af forfølgelsen, at hun ikke magter at følge sagen til ende. (Læs om mine sager under stalking her på bloggen)

– Han er ikke normal, men han er heller ikke „syg”. Handler stalkingen om at forfølge en ekspartner, kan han have nogle psykopatiske træk, hvor han er voldsomt jaloux og kontrollerende. Og er der tale om en anonym stalker, vil han ofte være en ensom mand med et meget begrænset netværk. Men stalking er et overgreb på lige fod med andre former for vold, og det skal ikke accepteres.

– Jo mere man afviser ham, jo mere ondskabsfuld og truende bliver han – direkte eller indirekte. Om en stalker altid er fysisk farlig for sit offer, er svært at sige. Mange af dem nøjes jo med at overvåge og konstant gøre opmærksom på, at hun aldrig er alene. Men nogle ender også med at overfalde sit offer.

– Men uanset om stalkingen resulterer i fysisk vold, er det i høj grad farligt for offeret – for denne bliver nedbrudt af det – uanset hvor stærk og velfungerende man er. En stalker kan blive ved i årevis, 10-15 år, og mange af ofrene ender med at måtte flytte, have anonym adresse, skifte arbejde og ikke at kunne se deres familie og venner – for dem holder stalkeren også øje med. Ens livskvalitet og handlemuligheder bliver voldsomt forringet – og det er en forbrydelse.

Svar aldrig en stalker
Stalkere tænder på kontakten til deres offer. Om responsen fra offer er positiv eller negativ er underordnet – det er en reaktion, han er ude efter. Så tag initiativet fra ham, så godt du overhovedet kan ved at ignorere ham fuldstændig, f.eks. sådan her:

• Tal ikke til eller med ham.
• Forklar ikke, hvorfor du ikke ønsker kontakt med ham.
• Undgå øjenkontakt, hvis du ser ham, og forlad området.
• Lad være med at vise ham opmærksomhed. Selv den mindste ændring i dit kropssprog eller din mimik kan hos ham tolkes som kontakt.
• Undlad at svare på henvendelser, uanset hvor provokerende de er.
• Reager ikke på selvmordstrusler. Han vil gøre alt for at komme i kontakt med dig.

Når du er udsat for stalking…
• Fortæl alle omkring dig, hvad du er udsat for: Familie, venner, naboer og kollegaer – samt dit barns institution. Mange stalkere vil prøve at få oplysninger om dig – og kontakt til dig gennem andre. Dine omgivelser skal derfor vide, hvad der foregår – og at de ikke må videregive oplysninger om dig.
• Kontakt politiet. Saml forinden beviser, f.eks. sms-beskeder, mails, breve, gaver. Optag opkald på din mobil, hvis du kan.
• Noter alle fysiske og konkrete henvendelser med dato og tidspunkter. Noter eventuelle vidner.
• Få en advokat.
• Kontakt en kriserådgivning for at få råd og vejledning. Især hvis du er utryg i dit hjem.
• Opsøg professionelle hjælpere, f.eks. din læge, en psykolog eller psykoterapeut. Gå ikke alene med det. Stalking skader dig psykisk.
• Træk dig ikke væk fra dit netværk. Du har brug for dem.
• Hold fast i dig selv. Du er eksperten, og det er dig, der ved, hvad du oplever!

Kilde: Dansk Anti Stalking Forening, Anti-stalking.dk

Fem stalker-typer
Stalkeren er typisk en mand og i få tilfælde en kvinde. Over halvdelen af ofrene kender stalkeren i forvejen. I en tredjedel af tilfældene er han en fuldstændig fremmed. Mange stalkere er i stand at have et arbejde og opretholde en normal facade udadtil. Få er egentlig psykisk syge, men mange har afvigende karaktertræk, hvor han er overdrevet jaloux, dominerende, manipulerende, humørsvingende, aggressiv, har lavt selvværd, klæbende adfærd og udviser sygelig forelskelse og selvoptagethed. Overordnet er der fem typer:

Den afviste
Er blevet afvist af f.eks. en kæreste eller date, en ven, nabo, bekendt eller lignende. Han opfatter sig selv som offer, kan være meget vedholdende og stalker typisk den person, der har afvist ham, i flere år. Den afviste stalker udgør den største gruppe af stalkere og anses for at være den potentielt farligste type med størst sandsynlighed for at begå vold.

Den intimitetssøgende
Ønsker at etablere en intim relation med et udvalgt menneske. Er typisk meget vedholdende og uanfægtet af offerets negative respons. Er typen, der stalker berømte personer.

Den inkompetente
Søger en partner gennem metoder, der i sig selv har den modsatte effekt. Fungerer ofte ikke så godt socialt. Stalker typisk i en kortere periode.

Den hævngerrige
Oplever at være blevet krænket eller fornærmet. Stalker for at hævne og drives af behovet for at skabe frygt og spolere offerets liv.

Den psykopatiske
Er relativt sjælden. Søger at opnå seksuel tilfredsstillelse og kontrol som en del af stalkingen, der typisk går forud for et egentligt overfald. I modsætning til den hævngerrige stalker ønsker den psykopatiske ikke at skræmme eller advare sit offer før det fantaserede eller planlagte overfald.

Du kan læse om mit forløb med en stalker HER

Har du andre råd?
Har du stalket eller er du blevet stalket?

læg gerne en kommentar 🙂

Relaterede Indlæg

4 Kommentarer

  • Svar Dorthe at

    Tusind tak for et godt indlæg og gode råd. Jeg gennemgår nemlig lige præcis det du skriver, så var rart lige at læse hvad der er godt, at gøre.

    • Svar Heidi H Hansen at

      Hej Dorthe.
      Det gør mig ondt at du gennemgår stalking. 🙁 Håber du hurtig får personen stoppet.

      Venlig Hilsen
      Heidi

  • Svar Stalking - et misbrugt ord!  | heidihhansendk at

    […] muligt, det bare er mig, der særlig, opmærksom når folk bruger begrebet “Stalking” ved alt for mange ting […]

  • Svar Bettina at

    Tak for et godt indlæg. Det giver et rigtig godt overblik omkring stalkere og stalking. Det får jo ens øjne til at åbne sig lidt for det der sker eller har været sket omkring en og dem man kender.

  • Skriv kommentar