Tager angsten livet af mig?

11. september 2015

Jeg har lige fået mit eget rum på Hotellet, jeg var klar til at gå til bloggen hver dag. Tankerne om hvad der skulle ske, kom flyvende og alt så lyst ud, fordi jeg nu havde en chance for at komme væk fra den larm jeg i øjeblikket er omgivet af på grund af Bane Danmark det kan du læse mere om her.

Jeg er så heldig og ha en aftale med hotellet om, at hvis jeg ringer dagen før, jamen så sørger de for min morgenmad står klar til mig når jeg kommer ind klokken 09.  Jeg har altid været meget morgenstille, jeg orker faktisk ikke og tale med nogle om morgenen eller se på nogle for den slags skyld, så den aftale om jeg kan spise alene i fred foran min computer i den fart der passer mig er helt perfekt.

Angst.aeder.sjaele.op
Men dagen efter vågner jeg, og kan med det samme mærke der noget galt, jeg går i bad, og ud i det blå panikker jeg fuldstændig. Mit hjerte hamrer vildt, så vildt at jeg syntes jeg kan se det udenpå kroppen, jeg Begynder og hive efter vejret, og føler ikke jeg kan få vejret. Hele min krop panikker, og er i total uro.

Jeg følte der var en elastik inde i mit hoved, og når man river i den længe nok så springer den. Og når den springer så ville jeg dø.

Jeg kommer ud af badet, og ringer panisk til min læge, som fortæller mig at jeg har anfald af panik og jeg skal trække vejret dybt, tage min medicin som jeg får mod angst, og gå ind og lægge mig.
Jeg bliver vred på ham. Jeg har ikke panik angst, jeg er ved at dø for helvede. Men jeg orker ikke at diskutere med ham.

Det bliver ikke bedre i løbet af dagen, og jeg ringer til hotellet og fortæller jeg ikke kommer.
Det var i mandags, og i dag er det fredag, og jeg har stadig anfald af angst, jeg kan få vejret men angst for at dø er der konstant, det er blevet siddende i kroppen.

Forleden lå jeg i sengen, og tænkte ‘Nu må det gerne holde op, jeg er enten ved at dø, eller ved at blive sindssyg’ og ingen af de tilstande kan jeg holde ud.

Under et anfald, jeg kan slet ikke tænke klar. Kontrollen er forsvundet, og tankerne om jeg skal dø, tager over og de tanker får deres eget liv. Det eneste jeg kan gøre og ønske er jeg bliver så udmattet at jeg falder i søvn.

Min angst skyldes blandet andet 7 år med en stalker. Men jeg tror også der ligger mere til grund. Min mormor lider også af angst, og det kan være arveligt, så hvis jeg har været disponibel for det, så kan det være det pres med stalking har udløst det.
Jeg tror det er de oplevelser min krop har forsøgt at fortrænge som maser sig på og som kan udløse angst anfald når det kommer op i overfladen.

Jeg har været deprimeret, og depression og angst går efter hånd i hånd.
Jeg ser min angst som et opråb fra min krop til min hjerne, som fortæller mig at nu sker der noget, eller nu skal jeg gøre noget.
Måske det på tide og se tilbage på de 7 år der er gået med stalking, se tilbage på de ting der sket, og de ting jeg har overlevet, så jeg ikke er bange for det mere!?! Jeg er bare ikke parat, sveder bare ved tanken.

Jeg har altid været virkelig dårlig til at sige fra, og sætte grænser. Altså jeg kan flere gange sige ‘ Stop! Hertil og ikke længere’ men jeg bliver sjældent taget alvorligt, og så fortsætter det jeg har forsøgt at sige fra overfor, og så har jeg det med at give mig og lade mig trække endnu længere.
Jeg arbejder meget på at sige ‘Stop!’ og holde fast i det, stoppe med at være en pleaser.

I dag er jeg stadig skidt efter mit anfald, jeg har siden i mandags haft det underligt i kroppen.
Jeg har været ved lægen, jeg fejler altså ingenting, Men min krop reagere med åndenød, hovedpine, svimmelhed, og konstant hovedpine. Så siden i mandags har jeg bare skiftet imellem sengen og sofaen, kun afløst af gåture med hunden.
Tanken om jeg skal dø, kan jeg slet ikke ha inde i mit hoved. Jeg har faktisk ikke lyst til at dø nogensinde.

Jeg har nu levet med angst i nogle år, og jeg forstår den stadig ikke, og det tror jeg heller aldrig jeg kommer til.  (Har tidligere skrevet om min angst her. )
Jeg tror ikke der findes en opskrift på at slippe af med angst. Angst er forskellig fra person til person, og der så mange typer af angst.
Jeg forsøger i mine anfald, at sætte mig ind i følelsen, lære den at kende, acceptere den og ikke stritte imod.
Men hold da op det svært.

Jeg har stadig en kæmpe angst for at dø, jeg føler ikke længere jeg bliver kvalt, ihvertfald ikke døgnet rund men er stadig skidt tilpas, så jeg må blogge lidt af gangen, har så mange ting jeg gerne vil ha ud.

Unavngivet

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar