Jeg er endt i et fængsel.

16. februar 2016

FontCandy (33)

Dette indlæg er lidt svært for mig at skrive. Jeg har haft mange overvejelser, om jeg skulle dele dette meget privat indlæg. Men jeg har valgt at gøre det, fordi jeg tidligere har skrevet om min angst, men også fordi jeg ønsker at bryde det tabu, det er, og tale om, man har angst.

Mit første angst anfald kan du læse om her.
Efter det første anfald bliver tingene stille, og rolig værre, og der kommer mere og mere angst til. Jeg bliver pludselig bange for ting, jeg aldrig har skænket en tanke før.

Og i dag sidder jeg med diagnoserne Generaliseret angstSocialfobi, Panikangst, Agorafobi og post-traumatisk stress
Alt dette er kommet efter mange år (8 år!!) med en stalker.

Efter jeg flyttede til et nyt sted for nydelig, så har min angst været til at acceptere.
Jeg har kunne handle og forlade hjemmet uden at få hedeture og har ikke smidt kurven fra mig og løbet som en sindssyg ud af butikken og hjem.
Jeg var begyndt, og tro, at jeg kunne hele mig selv uden videre hjælp.

Men sådan var virkeligheden desværre ikke.
For ca. en uge siden startede min angst med at hæve sig igen, og det blevet værre og værre for hver dag, og nu har det nået højder, hvor det aldrig før har været.

Jeg har trods, jeg er 38 år altid været klar, når min mor inviterede mig på weekend, eller bare nogen dage ved hende, hvor jeg kunne slappe af, fordi jeg der ikke er alene. Ikke fordi jeg er et ensomt menneske, jeg har jo mine venner, men jeg sover ikke om natten herhjemme og får ofte max et par timer i døgnet, og ved min mor har jeg altid sovet meget.

I går inviterede min mor mig så på nogen dages overnatning. Det længe siden, så jeg havde faktisk glædet mig til at slappe af og hygge. Min mor hentede mig, og vi hyggede os hele dagen, lige, indtil jeg skiftede til nattøj i det sek., jeg tog det på, ramte angsten mig som en hammer i panden!
Jeg kunne pludselig ikke klare tanken om at sove ude, og jeg ville for alt i verden hjem, hjem til mig selv og min egen seng!
Jeg går nærmest i panik, jeg begynder og svede, ryste og bliver ekstrem irritabel og mine tåre triller ned af kinderne, og jeg føler virkelig, jeg bliver kvalt!

Min mor, som i forvejen har meget svært ved at sætte sig ind i, hvad det betyder, og leve med angst. (Hun tror lidt det, som den angst, man kort mærker, når man tror, en bil rammer en, og så det ligesom over, når man opdager man, ikke bliver ramt. Men det jo ik sådan det er og ha angst.) Hun kan godt mærke mit humør skift og tilbyder derfor klokken 01 om natten og kører mig hjem.
Jeg siger omgående ja tak, og tager min hund og løber nærmest ud til bilen.  Jeg bor kun 5 min. kørsel fra hende, men de 5 min. føltes som timer, når man er angst og bare vil hjem.
Da jeg lukker min hoveddør efter mig, falder pulsen, og min krop falder til ro, og jeg føler mig tryg igen.

Jeg burde være lykkelig over, at jeg føler mig SÅ tryg i mit hjem, men det er jeg ikke!
Jeg er ikke lykkelig over, jeg pludselig ikke længere er i stand til at sove ude mere end ikke ved min familie.
Jeg er ikke lykkelig, fordi jeg kan se, der tegner sig et billede af, jeg er i fuld gang med at gøre mit hjem til mit fængsel, og det er jeg altså ikke fan af!!
Jeg er ikke lykkelig over, jeg åbenbart har så lidt kontrol over min angst, at den nu er i stand til at skille mig fra min familie, eller andre overnatnings muligheder!

Jeg stopper aldrig med at kæmpe for at få mit liv tilbage, det liv jeg havde inden jeg blev udsat for stalking. Jeg er sikker på jeg en dag nok skal vinde over min angst, men jeg er også klar over det bliver en hård og sej kamp.
Men indtil? Der er mit hjem mit fængsel!

Relaterede Indlæg

2 Kommentarer

  • Svar Bente Vilbrand at

    Åh hvor jeg kender til det, der er desværre ingen der fatter hvordan man har det, og “hviver og flår” i en fra alle sider. Går man så til en psykriater bliver man fyldt med medicin så man bliver helt kuldert. Held og lykke.

  • Svar Randi at

    Hårdt at læse.
    Godt skrevet.
    “Jeg kan. Jeg vil. Jeg tør.”
    Sådan gentager jeg igen og igen indeni mig selv, når jeg mærker, panikken er på vej.
    Hånden på maven og dybe vejrtrækninger.
    Det kommer specielt hos mig, hvis jeg er låst i en situation, hvor jeg ikke lige kan bryde af.

  • Skriv kommentar