Mit liv med PTSD og angst

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har angst og PTSD, sygdomme andre har svært ved at forstå, fordi de er usynlige og jeg ikke ser syg ud.
Det er så svært og forklarer med ord hvordan de to diagnoser føles så ofte smiler jeg bare og forsøger at skjule det kaos der er inde i min krop – fordi det er nemmest!

Grunden til jeg har angst og PTSD er fordi jeg siden 2009 har været udesat for stalking, og med det udsat for nogle meget ubehagelige ting og ret grove trusler og det er enormt udmattende, for kroppen.
Min krop har ikke flere kræfter, og da han fik en dom tænkte jeg at nu var “krigen” slut – men “krigen” fortsatte i min krop.

Mine venner, og familie siger ofte at det er svært at forstå hvordan jeg har det – og det forstår jeg godt. For ærligt jeg aner det knapt nok selv.

Da jeg fik mine diagnoser, søgte jeg rundt på nettet, og ved andre mennesker med disse diagnoser, for at finde ud af om der var andre i min båd, andre som havde det ligesom jeg.


Hver dag er en kamp med mig selv.
Når jeg vågner om morgenen ved jeg at den første udfordring starter og jeg skal i gang med at presse mig selv til det yderste, for jeg har en hund som skal ud at tisse.

Det kræver enorm meget energi bare at rejse mig og tage tøj på, og gå ud af døren.
Men hver morgen river jeg mig selv i nakken, arbejder med mig selv, i håbet om at blive bedre til at håndtere hverdagen, og få det bedste ud af den.
Men min PTSD er en skade der aldrig går væk igen, og min angst kvæler mig langsomt, og det er grunden til jeg her i 2018 har søgt min pension, jeg kan ikke overskue at skulle arbejde mere.

Tag dig sammen, hører jeg tit.
Indimellem får jeg kastede i hovedet at jeg bare må tage mig sammen, og der ikke er noget at være bange og udmattet for eller af.
Men bare det dog var så nemt, som det lyder. Men jeg får nogle reaktioner som er helt ubeviste og jeg evner ikke at styre dem eller bruge min fornuft og det kan ikke trænes væk eller lindes med medicin, det er kroppens forsvarsimpuls som udsender en automatisk reaktion som jeg ikke er herre over.

Jeg bliver meget hurtig angst.
Nogle dage skal der intet til før min krop går i alarmberedskab. Der ligger konstant en angst og ulmer i min krop, nogle gange mærker jeg den ikke ret meget og andre gange så er den så voldsom at den springer frem som en trold af en æske.
Det kan være små ligegyldige ting for andre men som får mig helt op og ringe fordi min hjerne ikke længere kan skelne imellem godt og skidt.

Jeg kan bryde sammen hvis man forventer noget eller sætter krav til mig.
Et eks. kan være at jeg skal til et møde som jeg er indkaldt til. En opgave som for dem uden diagnoserne PTSD og angst kan virke enormt nemt og overskueligt men på mig  virker det som et års hårdt arbejde inde i min krop
Bare tanken om jeg skal til et møde dagen efter, er nok til at min krop er tappet for energi, så mit hoved koger som en kedel på kogeblus, fordi jeg så ved der sættes krav til mig. Et krav om jeg møder, og et krav om jeg har sat mig ind i tingene, og en forventning om jeg svarer på de ting jeg bliver spurgt om, og skal tage stilling til en masse.
Jeg er udmattet, så snart jeg har sat et møde i stand for så knokler kroppen på højtryk.

Hver dag er ikke en meget dårlig dag, jeg har gode dage, så har jeg acceptable dage og så har jeg absolut lorte dage, og de dage der sover jeg non stop, fordi jeg ikke magter de indtryk jeg får igennem den dag.

Jeg siger ofte nej tak til sociale ting.
Når mine venner eller familie inviterere mig til fest, eller hygge er svaret ofte et “Nej tak” selvom jeg virkelig gerne ville.

Men jeg ved at jeg er den besværlige gæst, og jeg hurtig kan miste overblikket og gå i panik og sker. Det bliver jeg ked af det, mister min kontrol og så bliver jeg vred og skælder ud.

Et eks. kan være at jeg inviteres til fest.
Jeg vil rigtig gerne komme MEN jeg skal lige igennem mit kontrolsmønster for ikke at ende med at miste kontrollen.
Så jeg spørger:
– Hvor mange kommer der?
– kender jeg dem alle?
– Hvis ikke, hvad hedder gæsterne så?
– Kan jeg sikres en siddeplads, så jeg kan se døren og ikke sidder med ryggen til vinduer eller døre og helst yderst hvis jeg skal sidde ved et bord eller i en sofa, så jeg har en flugtmulighed.
– Hvad spiser vi?
– Skal jeg ha noget med og hvor meget
– ryges der inde eller ude?

Mega besværlig gæst, og lykkes det mig og komme afsted til den fest, så kan noget som en ekstra gæst jeg ikke kender til være nok til at vælte min verden, fordi så ryger min kontrol, og så kører tromlen igen.

Min krop reagerer meget voldsomt, og det betyder at jeg ikke har muligheden for at kunne beskytte mig selv, mod den fare min krop tror den er i. Det er bestemt ikke noget jeg ønsker, men jeg er ikke herre over det.
Det er jo ikke sådan at jeg har mistet mine faglige kompetencer, jeg har nok bare mistet min mulighed for at bruge dem. Det betyder mit ellers store “hus” og verden er blevet noget mindre for mig.

Jeg har set i øjnene, at PTSD er en lidelse som er kronisk, jeg kan ikke fjerne den. Men jeg kan lære og leve med den.

Hej til rehabiliteringsteamet, som heller ikke forstår mig.
Jeg tror jeg taler på mange med PTSD og angst vegne når jeg siger jeg har brug for forståelse fra mine omgivelser. Det er bare nærmest umuligt og få.

Jeg har gået sygemeldt længe nu på grund af min angst og PTSD, alt imens jeg drøner til møder på kommunen i håbet om at få min pension, så jeg ikke længere er under pres.
Selvom jeg har en sød sagsbehandler, så har hun også svært ved at forstå hvordan det er at ha angst og PTSD fordi man skal ha det for at vide bare lidt om hvordan det føltes indeni.
Alt imens jeg venter på min pension, så får jeg det værre og værre fordi vores system slet ikke er gearet til en som mig.

Guderne skal vide hvad jeg ikke har forsøgt for at få det bedre. Jeg har fået samtaler, mentor og EMDR, men intet virket. EMDR gjorde jeg blev voldsom negativ, så det måtte vi opgive.

Min hukommelse, den svigter.

Ofte går min hjerne i stå, midt i en samtale. Pludselig kan jeg ikke huske hvad vi taler om, selvom vi sidder midt i samtalen, og mit hoved føltes helt tomt.
Det sker især når jeg er stresset, hvis jeg har møder, for meget om ørene, eller ved der er nogle som forventer noget af mig.
Det kan hurtig blive ganske pinligt, hvis det er i en samtale med nogle som ikke kender til mine diagnoser.

Min krop er anspændt.

Min krop er anspændt døgnet rundt. Mine tænder begyndte at knække, fordi jeg hver nat er begyndt at skære tænder, og knalde dem hårdt mod hinanden. Jeg vågner ofte med ondt i skuldre, nakke og kæber fordi jeg har knaldet af hele natten i hovedet.
Min hals er hele tiden tør, så jeg er nødt til at indtage meget væske, også om natten for halsen ikke skal snøre sig sammen.
Jeg er konstant træt døgnet rundt, og er nødt til at tage 3-4 timers søvn midt på dagen trods jeg får 8 timers søvn om natten – min krop og sind er træt.

Jeg bliver hurtig meget irriteret, og så starter tankerne.

Hvis der er noget jeg ikke kan overskue, eller noget jeg ikke kan finde så bliver jeg lynhurtig irriteret. Det kan desværre gå ud over andre som jeg giver en skideballe, selvom guderne skal vide det ikke er min mening.
Når det sker bliver jeg altid ked af det bagefter, fordi det jo ikke er sådan. Jeg ønsker at være. Men det er sådan. Jeg er blevet desværre.
Jeg undskylder altid, men som ved en selv, så går man lidt i stykker når den slags sker, og det tager tid og komme over igen, og nogle kommer ikke over det.

Jeg kan blive irriteret over noget som er virkelig ligegyldig for andre, men for mig betyder det virkelig meget, og så får jeg ikke ro i flere timer efter, og jeg bliver drænet af energi fordi tankerne kører.

Jeg er meget i min seng

Jeg får ofte ord med på vejen om ” ej ligger du stadig i din seng.? Eller ” Skal du i seng igen?”
Jeg har meget brug for at være i min seng, for her føler jeg mig tryg og varm, og det gør min krop bedre slapper af.
Så jeg bruger ikke kun min seng til at sove i, men også til at falde til ro i.

Lysfølsom
Jeg tåler stort set ikke lyde. Jeg er så lysfølsom at den mindste lyd kan få mig op og ringe og så kan jeg ikke holde tingene ud. Jeg kan ikke koncentre mig og jeg bliver omgående drænet for energi.

Mit liv leves i bokse.
Mine dage skal helst være fuldstændig planlagt, der må ikke ske ret meget spontant, for det kan jeg slet ikke overskue.
Når jeg laver aftaler, skal de være helt klare og alt skal være planlagt, og ændres der pludselig noget, så kan det være nok til jeg slet ikke kan overskue det, og så trækker jeg mig.
Det med uanmeldt besøg duer jeg heller ikke til, for så skal jeg pludselig tage stilling til samtaler, og finde energi jeg ikke har til at ha fokus på min gæst, og det rummer jeg ikke.
Derfor er min dørtelefon ofte slået fra, og jeg åbner sjældent døren hvis jeg ikke venter nogle.

Jeg kan ikke overskue mere end et par aftaler om ugen, og slet ikke flere dage i træk, for ellers bliver jeg drænet total for energi.
Jeg kan til tider sige spontant ja til besøg, eller aftale ude, men det er som regel kun med de mennesker som kender mig allerbedst, og som ved jeg ikke holder super længe, og at jeg ikke er den som konstant har en samtale kørende.

I kan i aften på kanal 5 klokken 21:00 i programmet “Det er 100 ” se hvordan jeg reagerer når jeg pludselig sættes overfor en person som har en forventning om jeg taler med ham. Hvilket jo også er normalt.
Inden jeg fik angst og PTSD havde jeg talt ørene af dem, men efter mine diagnoser, er jeg desværre blevet socialt handicappet, og undgår helst dialog med mennesker jeg ikke kender,

Når jeg skal handle ind
Jeg kan for det meste godt klare mine indkøb, så længe det er de ting jeg kender og er vant til at købe, og det kan fås i maks to butikker i samme center.
Men det dræner mig. Jeg er enorm sensitiv og det gør at jeg pludselig kan mærke andres humør, og så bliver jeg desværre påvirket efter det.
Jeg har kun et mål, få ting ned i kurven, finde kassen helst en gør det selv kasse, så jeg slipper for kontakt til medarbejder, og så ud og hjem.
Jeg har ikke overskud til at smile, og smalltalke.
Sker det at kassen driller, og det sker desværre, så betyder det jeg panikker, og begynder at kamp svede, snerrer af personalet selvom de forsøger at hjælpe mig, og så slår hjernen fra og jeg kan glemme koden til mit kort, og kan gå fra mine varer og først opdage det når den ansatte råber efter mig.
Jeg har haft handlet meget online, fordi jeg så slap for den kontakt, men jeg kunne mærke jeg så begynde at isolere mig totalt, og det er bestemt ikke gavnligt for mig, derfor tvinger jeg mig selv ud for at handle.

Desværre tror jeg at jeg ofte fremstår meget uhøflig, fordi jeg ikke smiler, siger hej og tak og alt det man bør til den ansatte, men de kan jo se hvad der sker inde i min krop, og de vil alligevel heller ikke kunne forstå det.

Heidi H Hansen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *