Min mormors vinger var færdige, så hun kunne flyve.

Der har været stille på bloggen meget længe, og det er der en grund til.

Den 16. april mistede jeg min højt elskede mormor, et tab jeg ikke er kommet over og som ikke er blevet nemmere endnu.

Min momse havde KOL i mange år og var koblet til ilt‐maskine 24/7.

Min mormor indlægges en lørdag, det husker jeg fordi jeg var på sexmessen da min mormor ringer og siger vi skal skynde os hjem fordi hun ikke føler hun kan få luft.

Vi haster hjem, og får ringet efter en ambulance. Redderne siger det hele ser fint ud, og det muligvis er anfald fra KOL som giver hende panikangst.
De vælger at tage hende med på sygehuset.
Min mormor kigger intenst på mig og siger ” jeg kommer ikke hjem igen” en sætning jeg bliver meget ked af, men som jeg har hørt hende sige før,og slår det derfra væk med ordene ” selvfølgelig gør du det momse. Vi to har en aftale om du skal blive mindst 130 år”.

Men min elskede momse fik ret, hun kom aldrig hjem igen. 🙁

En nat på sygehuset da min mormor skal på toilettet falder hun, hun brækker ikke noget, men der sker et eller andet for pludselig skulle hun ligge på 52 i ilt hvor hun før lå på 2 og lægerne kunne ikke finde ud af grunden til det.
Min mormor begynder at falde hen hele tiden, og når hun er vågen så taler hun sort, og ser ting og personer som ikke er der.

Ud over sort snak, så bliver hun urolig og kan ikke finde ro, hun begynder at roede ved alt muligt, og putte ting i munden som hendes pulsmåler og en telefon.
Hendes drop må de flytte ned i foden da hun ellers pillede det ud.
Vi kunne ikke længere ha en normal samtale med hende uden hun faldt hen eller begyndte at vrøvle.

Hun kunne pludselig ikke kende os længere. Min mor troede hun var hendes mor, den eneste hun huskede var min søn. Hver gang han kom ragte hun sine arme frem og sagde ” jeg ELSKER dig.”

Lægerne tager en masse blodprøver og ud fra dem kan de se at der er en lungebetændelse på vej. Det ser de fredag og fortæller til en lægesamtale at de vil behandle den over weekenden, og så skulle vi ha en samtale igen om mandagen.

Ud fra de ting jeg kan se på min mormor bliver jeg nervøs, og lader mig derfor indlægge med hende.
Her oplever jeg at hun er meget overladt til sig selv, hun fik ikke mad og drikke medmindre jeg hentede noget til hende. Pillerne de gav hende, måtte jeg fortælle dem altså bare lå i munden og blev opløst da hun ikke kunne sluge dem og derfor havde de ikke en virkning.

Men henover weekenden, får min mormor nogle klare øjeblikke, hvor hun taler normalt med os, og hun ser tv.
Jeg bliver så glad, for jeg tænker hey nu retter hun sig efter hun fik medicin som så mange gange før, så nu bliver alt godt.

Mandag kommer min mor og jeg til sygehuset sammen. Her har de flyttet min momse ind på en 2 mands stue og givet hende den almindelige ilt i næsen.
Min mormor er klar i hovedet og siger glad. “Hej hvad søren kommer i her og besøger mig” hun spiser, drikker og ser tv og da Jeg kommer tæt på brokker hun sig også over. jeg stinker af hvidløg. En lugt hun bare ikke kan tage er hvidløg.

Lægen står inde på stuen, og min mor og jeg når ikke at ligge jakken før han siger “Nå men vi skal jo ha en samtale i dag”

Vi kommer ind på et kontor hvor han fortæller at min mormors infektionstal er steget og der ikke er mere at gøre for at hjælpe min mormor og derfor stopper behandlingen, og grunden til ilt skift til normal slange er fordi min mormor ikke ville den anden ilt mere.

Jeg bryder helt sammen og spørger om det betyder man så også fjerner ilten?!
Det spørger jeg om 3 gange og alle gange svarer han nej.

Jeg spørger om man ved hvor hurtig det går nu hvor man ik behandler lungebetændelsen længere og han svare ” en dag måske tre det svært og sige” og han spørger om jeg ønsker en seng op igen så jeg kan være der også.
Ja tak svarer jeg da jeg vil bruge så meget tid som muligt med hende, især nu hvor uret tikker.

Da vi går fra mødet er der en sygeplejeske der giver min mormor en sprøjte i overarmen og herefter flytter de min momse ind på ny stue igen.

Det gør et eller andet ved min mormor, for hun bliver igen meget urolig, og nærmest panikslagen, og hun taler sort igen, og beder om at komme op og stå, noget jeg ved hun ikke kan uden hjælp i den tilstand.
Så jeg spørger en sygeplejerske om hun vil hjælpe mig, så jeg kan få min momse op at stå, så hun måske kan falde lidt til ro nu. Hun bliver hørt i sit ønske.

Jeg bliver kvitteret med et ” ja lige et øjeblik så kommer jeg” fra sygeplejsken, og jeg fortæller min mormor der kommer en og hjælper mig lige om lidt med at få hende op at stå.
Men 2 min efter står sygeplejersken, med en sprøjte som bliver skudt ind i droppet, 5 sek efter ruller min mormor med sine øjne og så sover hun meget tungt.

Ca. 2 timer efter, spørger jeg samme sygeplejerskeke om hvornår min mormor vågner for syntes hun har sovet længe. Svaret var kort og ikke til at tage fejl af ” Det gør hun ikke igen”

I det samme åbner min mormor sine øjne, kigger rundt og spørger efter noget at drikke. Dette kvitteres med endnu en sprøjte fra sygeplejersken, så min momse falder i søvn igen.

Jeg når ikke at  reagere, før endnu en sygeplejerske kommer ind og koldt siger ” Jeg er kommet for at slukke for ilten.”

“Undskyld hvad er du?, lægen har lige sagt det gør i ikke” svare jeg vredt og i chok.

Hun svare koldt ” så har han nok glemt at sige det, men det er det vi gør nu!”

Glemt? Absolut ikke, for jeg spurte flere gange, og han svarede nej alle gange!!

Jeg ringer til Oliver min søn, og fortæller hvad de vil, og at det betyder momse skal dø nu, og hvis han vil være der skal han skynde sig.
Da han kommer, får momse en sprøjte mere, som gør hendes krop nu begynder at lukke ned. Hendes hænder og fødder bliver blå, og sygeplejersken giver jævnlig medicin med ordene ” Hun er godt nok stædig hva, sikke meget hun skal ha.” Og efter ca. 15 min. så har hun også formået at slukke for ilten, så min mormor i 3 timer, selv skal kæmpe med at trække vejret, så godt hun kunne.

Jeg spørger hvad alt den medicin hun giver gør godt for og svaret er ‘Så mærker hun ikke at hun bliver kvalt, når hun ikke længere har sin ilt.’

Da jeg var kommet over chokket, så blev jeg så vred at jeg bad om at få en lægesamtale efter aftale med min mor.
Til samtalen, sad lægen og sygeplejersken, og “vaskede hænder.”

Jeg bad på min mors vegne om at få journalen, og da vi modtog den stod der kun ‘ stille mors’ der står intet om medicin hvad eller hvor meget og intet om man valgte at fjerne ilten – intet om man koldt og kynisk valgte at ligge et vågent menneske ned et menneske der sad og spiste og så tv, et menneske man uden et ord kørte ind på en ny stue og aflivede med familien som tilskuer!

Jeg er helt med på at min mormor selv ville dø inden for kort tid, højst sandsynligt inden for et døgn, da den ilt hun bad om ikke gav ilt nok til hendes behov, samt hendes lungebetændelse ville slå hårdt ned, og så ville hun ende i koma hurtigt.
Men det døgns tid kunne personalet på Hvidovre‐sygehus ikke vente på åbenbart.

Jeg har oplevet familie og venner dø før, men ikke på den her måde. Det er det mest modbydelige jeg har været vidne til.
Det fylder rigtig meget, og der går ikke en dag uden jeg tænker på hvordan man tog min vågne mormor ind på en ny stue og tog livet af hende.

Der er nu gået over en måned. Min sorg er kæmpe og min frustration over måden det skete på fylder alt.
Det fylder så voldsomt at jeg tænker på det hele tiden, jeg drømmer om det om natten og taler meget med min mentor om det!

PT afventer vi resten af journalen, som vi har bedt om. Dette var ikke nemt, for de var pludselig ikke sikre på om der var skrevet noget den dag og der var en masse undskyldninger. Men nu har de lovet at sende det efter min mor truede dem med at melde det!

Det er ikke første gang i år de lavede fejl med min mormor, de kom også til at give hende for meget medicin det kan du læse om her.

Kære mormor, kære søde dejlige momse.
Først fejler de med din medicin, og så ender de alligevel med at tage dig fra os, før du selv vælger at gå. 🙁 

Shit hvor jeg savner dig hver eneste dag, der går ikke en dag uden jeg tænker på dig, eller tårene triller.
Jeg glæder mig til den dag vi skal mødes igen, for til den tid kan jeg ikke miste dig igen, de skal vi være sammen for evigt.
Hernede kæmper vi DIN sag. Du var heller  ikke klar til at sige farvel endnu. <3
Jeg elsker dig.
Ære være dit minde.

 

 

Heidi H Hansen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *