Godnat Guccibaby

Dette indlæg er det sværeste jeg nogensinde har lavet. Og jeg skal advare mod billeder der kan virkede stødende. 

Den 17. Januar 2020 blev en stor del af mine revet i stykker, den frygt jeg har gået med i næsten 10 år blev til virkelighed.
Guccibaby, gik over regnbuebroen, kræften tog hende fra mig.

Guccibaby fik i november en knude i et bryst, den kom over en nat, og havde spredt sig inden den blev synlig uden på, så der var intet at stille op, vi skulle bare nyde den sidste tid sammen, indtil det ikke var værdig mere.
Guccibaby havde ikke ondt, hun var som hun altid havde været, fyldt med energi, fis og ballade, og en kæmpe lyst til mad.
Hun fik binyrebark for at bremse kræftens udvikling, det virkede desværre ikke.

Ovenstående billede er taget med 2 dages mellemrum.
Knuden voksede nærmest imens man kiggede på den, man kunne se den havde vokset fra dag til dag.

Da vi rammer Dec. 2019 vågner jeg op til hendes hår på knuden er væk, og det samme er hendes brystvorte.
Jeg haster til dyrlægen i total panik, han fortæller mig at knuden har mast vorten bagud, så den er blevet en form for lomme ved siden af knuden, og at hårene er faldet af fordi der ikke længere kommer blod til hele knuden, da den er blevet så stor, og derfor dør vævet, og så ryger hårene.

Lad mig lige understrege at Guccibaby ingen smerter havde, hun var som hun altid havde været, gudskelov, men jeg beder alligevel om at få noget smertestillende til hende, for at være helt sikker, for jeg kunne ikke bære hvis nu hun havde smerter.
Dyrlægen fortalte mig at jeg selvfølgelig skulle holde området rent , og så skulle jeg komme igen når knuden sprang, hvis det var en aften skulle jeg bare binde det ind til dagen efter, med mindre hun styrt blødte.
Da han siger ‘springer’ fik jeg den værste angst jeg nogensinde har haft, fordi jeg så vidste jeg at når den sprang, så var vores rejse sammen slut, og vi var bare ikke færdige med hinanden Guccibaby og jeg.

Vi kom over julen og nytår,  det som om knuden pludselig står stille så vi kunne vi  nyde jul og nytår med ro sammen.


Men den 16. Januar, lå jeg på sofaen og så tv, og Guccibaby lå på sin dyne lige ned foran mig. Men pludselig rejste hun sig, og jeg kiggede ned og så der lå blod, blandet med noget gult (som jeg senere fandt ud af var væv)

Jeg fik kaldt hende hen til mig, og imens hun sad der ved siden af mig, så jeg bare knuden sprække mere og mere, imens det vælter ud med væv.
Lige der går det op for mig, at kræften tager min aller bedste ven , mit lille pelsbarn, nu skal jeg leve alene.

Jeg fik bundet knuden inde så godt jeg kunne, og så kontaktede jeg dyrlæge vagten, som mente det godt kunne vente til dagen efter da hun ikke styrt blødte, og ikke havde smerter.
Hun var absolut ikke påvirket af det.

Jeg tog hende med ind i min seng, så jeg kunne bruge natten på at dufte til hende, holde om hende, kysse på hende, lytte til hendes snorken og bare nusse hende som hun altid har elsket, og som vi har gjort i næsten 10 år.

Dagen efter ringer jeg til min dyrlæge, og får en tid, det sværeste opkald jeg nogensinde har foretaget, vi få en tid 13:30.
For selvom jeg vidste at nu var det slut, der var ikke mere at stille op, så bliver det ikke nemmere når hun stod der med hoved på skrå med en bamse i munden og tiggede på godbidder, imens hun fjollede rundt, og ja rullede sig som altid i græsset da vi gik vores morgentur.


Vi brugte timerne inden vi skulle afsted på at gøre alt det hun elsker, og give hende alle de godbidder hun kunne spise, taget pote tryk, og en masse billeder.


Guccibaby var den bedste, kærligste, og sjoveste hund jeg nogensinde har mødt. Hun var helt speciel, og gik lige i hjertet på rigtig mange mennesker igennem sit 10 årige liv.

Guccibaby er savnet, mit liv bliver ikke det samme igen, da hun rejste over regnbuebroen, tog hun en stor del af mig med, jeg er dybt knust og er røget helt ned i et sort hul af sorg.

Jeg tror jo på at når jeg engang skal væk, så står hun og venter på mig ved regnbuebroen, så vi skal være sammen igen.
Men indtil da, så står hun herhjemme på sin egen hylde.

Når jeg så engang skal herfra, så skal urnen smadres, og så skal hendes aske med mig i kisten, så vi kommer ned sammen.
Mit liv uden hende er virkelig svært, hun holdte mig oppe, nu skal jeg lære og leve selv.

Jeg er glad for Guccibaby valgte mig som sin ejer, det har været en ære og tage vare på noget så skønt.

Heidi H Hansen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *