Jeg skal møde ind på plastikkirurgisk afd. på Rigshospitalet, klokken 7 om morgenen.
Jeg har min mor med igen, men med viden om hun hurtig skal forlade mig, da hun skal på job, og jeg så skal ligge alene og vente, not fun.

Jeg får hurtig en stue da jeg kommer, og noget hospitalstøj, som jeg hopper i.
Jeg pjatter lidt, for at dæmpe mine nerver, jeg er nummer 2 som skal opereres den dag, så der er lidt ventetid.

Lige da jeg ved min mor skal til at gå, mærker jeg angsten, og jeg beder om at få en “I dont care” pille. Dette bliver afvist, for jeg må ikke drikke noget.
SÅ panikker jeg, min mor skal gå og jeg må ikke få en “I dont care” pille.

Ca. en time efter er min mor gået, og en venlig sygeplejerske kommer ind på stuen med et bæger fyldt med piller, og siger ‘Heidi du skal lige synke dem her inden du skal ned, det er smertestillende, som vi forbygger med’
Jeg svare ‘Okay, men hvordan har du så tænkt dig jeg skal synke dem, når jeg ikke må drikke eller spise?’
 ‘Med det her saftevand selvfølgelig?’ Siger hun og kigger undrende på mig.
‘Okay, men jeg blev for ca. en time siden afvist at få en I dont care pille, fordi jeg ikke måtte drikke eller spise, men NU må jeg gerne sluge et bæger fyldt med piller, og et helt glas saft? Hvis jeg kan og må det, så syntes jeg i skal spytte den pille i jeg gerne vil ha, så den her ventetid og angst ikke tager livet af mig om lidt’ svare jeg.

Hun forstår ikke jeg er blevet afvist at få sådan en pille, så hun henter den straks til mig.

Jeg når kun lige at sluge mine piller, så knalder døren op og der bliver sagt ‘Ja Heidi, så blev det din tur til at komme ned.’

Hvis jeg var bange før, så det nok her hvor jeg kniber ballerne sammen for ikke at skide i bukserne af skræk, for den pille har jo ikke engang nået mavesækken endnu, og virker derfor ikke.
‘Neej nej nej får jeg fremstammet, pillen virker jo slet ikke, og jeg er ikke dont care at all venner, kan vi liiige vente hva?’

Det kan vi selvfølgelig ikke, og jeg bliver kørt ned og placeret udenfor operations stuen, og så rammer angsten mig fuldstændig. Jeg vil satme ikke ind på den stue, og sidder stiv i sengen og tårene triller ned af kinderne.
Jeg har nok siddet lidt længe, for pludselig kommer to super søde damer ud fra stuen, med deres hatte, handsker og udstyr på og siger ‘Heidi det er os der skal sørge for at du sover godt, og for at du vågner igen, og det er det vi er aller bedst til.’
Den ene af dem tager mig i hånden, og får talt mig til ro, og følger mig på toilettet for jeg skulle tisse af inden jeg skulle opereres, og hun taler roligt til mig, og lover mig at jeg nok skal vågne igen, og at hun ligger droppet lige hvor jeg ønsker det, og så ville hun bare flytte det når jeg sover.
Jeg fortæller hende om min angst for den maske jeg skal ha over næse og mund, da de har det med at holde den stramt over mit hoved, og hun svare ‘intet problem du holder den da bare selv.’
Og pludselig ligger jeg og små joker, og smiler på briksen, imens hun ligger droppet hvor jeg vil ha det, og så giver de mig masken, og siger at nu skal jeg holde den ned foran min næse og mund og trække vejret tungt, og så mærker jeg mine øjne blive tunge, og de siger alle sammen ‘sov godt Heidi, du vågner snart igen, tænkt på noget dejligt.’ Det sidste jeg tænker på er min søn, jeg trækker vejret tungt, og så sover jeg.

Da jeg vågner, er jeg selvsagt meget omtåget, og de er i gang med at måle mit hjerte da det åbenbart slår forkert.
Jeg får hurtig besked om det er fordi jeg mangler væske, og de får sat væske i drop til mig.
Alt er godt, og operationen er gået fint.


Da jeg kommer op på min stue igen, så kommer min søn ind af døren. Vi taler lidt frem og tilbage, selvom jeg er drøn skæv efter narkosen.

Pludselig bliver jeg virkelig dårlig, koldsveder, og ryster, og bliver virkelig svimmel. sygeplejersken fortæller mig at jeg har fået et ildebefindende, og jeg skal ligge mig og slappe af og få sovet lidt.
Min søn rejser sig, og siger ‘vi ses’, og så smutter han. Han har aldrig været god til hospitaler, og slet ikke når dem han besøger får det så skidt. Men jeg er glad for han kom, for det gør han sjældent når man er indlagt.
Det viser sig at det er en pille jeg har fået, mod smerter den kan jeg ikke tåle,den gør mig så dårlig, så den frasiger jeg mig da de kommer med en mere senere.

Jeg falder i søvn, men vågner hen af aftenen hvor en sygeplejerske er igang med at scanne min blære, jeg skal altså op og tisse nu siger hun.
‘Det kan jeg virkelig ikke’ svare jeg, hele rummet drejer rundt, jeg har det virkelig skidt efter den gule pille tidligere.
‘Lad os prøve’ siger hun, Jeg forsøger med hjælp at rejse mig fra sengen, men bliver så dårlig at jeg kaster op og jeg ligger mig ned igen.
Herefter kommer hun med et bækken, og jeg forklare at det er en umulig opgave at få mig til at tisse i sådan et, da jeg føler jeg tisser i sengen og det acceptere min blære ikke. Men jeg giver det da et forsøg.
Efter 30 min, kommer hun retur, og henter det tomme bækken, og jeg spørger efter en bækkenstol.

Jeg falder i søvn igen, og vågner ved 00:30 tiden ved endnu en sygeplejerske står og scanner min blære, og siger ‘Heidi du har ikke tisset siden imorges, din blære er fyldt, hvis ikke du kan tisse nu så må vi ligge et karteter.’
Jeg svare ‘Jamen det super, jeg har det lidt bedre, men i må altså give mig en bækkenstol så.’ 
Hun henter en bækkenstol og en kollega, for de skal holde mig når jeg skal over på den bækkenstol, da jeg er drøn svimmel efter den pille tidligere.
De når ikke ud fra stuen før jeg kalder dem tilbage, jeg er færdig, jeg har tisset og tørret mig og vil gerne retur i sengen.

Jeg når knapt tilbage i sengen før jeg igen skal kaste op,  og så falder jeg i søvn.

Dagen efter tvinger de lidt mad i mig, og lægen kommer ind og fortæller alt er forløbet fint, de har fjernet mine kræftknuder, og nogle lymfer og mine dræn kan tages ud, og undskylder for de har revet i min læbe da de trak tuben ud, og så kan jeg komme hjem, med nye bryster uden knuder (forhåbelig) og en hævet læbe.

SKØNT!

Nu venter kemo forløb og stråler året ud, og lidt ind i det nye år.
Jeg opdatere løbende også på min Facebook side “Min kamp mod brystkræft”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.