Altså jeg vidste jo godt mit hår ville falde af, det er en bivirkning ved den kemo jeg får.
Men jeg havde alligevel lidt et lille naivt håb om jeg blev den første hvor håret blev på mit hoved.

Men jeg kunne godt se at håret på 10. dagen begynde at fælde mere end normalt, og jeg ikke kunne kører en hånd igennem håret uden den blev filteret ind i hår.
Når jeg redte mit hår måtte børsten tømmes flere gange under vejs.

På 14. dagen efter min første kemo, kunne jeg slet ikke rører ved mit hår fordi min hovedbund brændte.
Smerten kan bedste beskrives som solskoldet hud, eller en følelsen efter en meget meget stram hestehale.

Så da jeg vågnede med den smerte, var jeg ikke i tvivl om det var dagen hvor jeg var nødt til at fjerne mit hår. Jeg tog mig nogle timer hvor jeg lå og havde ondt af mig selv, græd igennem.
Derefter kontaktede jeg en veninde, og spurte om jeg kunne låne hendes klipper, for nu var dagen kommet hvor mit hår skulle af.

Derefter ringede jeg til min søn som jeg ønskede skulle klippe mig. Men han kunne desværre først sent om aftenen den dag, så jeg fik min mor til det.
Min søster Didde, havde altid ønsket at se mig med pandehår, og jeg har nægtet for jeg vidste jeg ville ligne en klovn med det. Men nu kom muligheden hvor hun kunne se mig med pandehår.
Min mor klippede pandehår, skævt bevars, men hun klippede pandehår, og så fik vi hurtig slået fast at det der pandehår absolut ikke er mig.

Både min mor, søster og jeg skreg af grin, og det var befriende og grine lidt midt i det hårde, som det var at klippe mit lange hår af.
Jeg er sikker på Didde ikke tigger mig om at få pandehår igen.

Men da håret først var klippet af, så lettede smerten. Både i hovedbunden, og i mit indre.
Nu var frygten for at miste håret, fjernet fra mine skuldre, for nu var håret væk. Eller næsten, det ekstremt kort nu.


Jeg savner mit lange hår, og glæder mig til det kommer tilbage.
Jeg er begyndt og gå forbi spejlet uden at kigge ind i det, jeg bryder mig ikke om det jeg ser, jeg kan ikke rigtig vende mig til det, men håber det bliver bedre. Jeg arbejder på det.

Men nu er håret helt kort, og de bare pletter er begyndt at komme rundt omkring, så skal lige lande i tanken om, jeg inden længe også er helt skaldet, og ikke bare korthåret. Men det skal jeg nok lande på begge ben i, det jeg sikker på.
I dette forløb har jeg lært en ting indtil nu, jeg er meget stærkere end jeg troede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *